Nyhet

Lantmännen Unibake investerer i ny brødlinie i Holstebro

PRESSEMEDDELELSE

Horsens, 16. marts 2010

Lantmännen Unibake investerer i ny brødlinie i Holstebro Bagerikoncernen Lantmännen Unibake foretager større millioninvestering i ny topmoderne produktionslinie på bageriet i Holstebro. Med investeringen øger virksomheden sin fleksibilitet og styrker sin position på markedet markant.

Den nye produktionslinie erstatter to eksisterende linier i henholdsvis Holstebro og Hatting, som ikke længere lever op til de markedsmæssige krav. Linien forventes at være klar til produktion af vores morgenmadssortiment i foråret 2011.

- Med den nye investering får vi en topmoderne linie, der med højt output kan sikre gode kvalitetsprodukter til en konkurrencedygtig pris, og samtidig får vi et stærkt fundament for at sikre vores konkurrenceevne og fremtidige vækst i markedet, fortæller Trine Egsgaard, som er divisionsdirektør i Lantmännen Unibake Danmark.

Afskedigelser i Hatting Lukningen af produktionslinien i bageriet i Hatting berører 30 medarbejdere i Lantmännen Unibakes danske division.

- For koncernen er den optimering og effektivisering af vores produktionsapparat, vi foretager med den nye linie i Holstebro meget positiv, men det betyder desværre også, at der vil ske en reduktion af bemandingen i produktionen i Hatting, fortæller Trine Egsgaard og fortsætter.

- Det er beklageligt, at vi skal sige farvel til medarbejdere i Hatting, som for manges vedkommende har været med til at opbygge og udvikle den produktion vi kender i dag. Fra Lantmännen Unibakes side vil vi bruge tiden frem til lukningen til at forberede de berørte medarbejdere på at komme videre til et nyt arbejde.

For yderligere information kontakt venligst: Pressechef, Jesper Skovlund Tlf.: 23 68 51 48, jesper.skovlund@lantmannen.com



Om Lantmännen Unibake Lantmännen Unibake er en af Europas største bagerikoncerner. Vi driver moderne industribagerier i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Polen, Belgien, Tyskland, Rusland, England og USA, og med en årlig omsætning på 5,5 mia. kr. er vi en af de største bagerikoncerner i Europa.

Lantmännen Unibake er i Danmark kendt for varemærkerne Hatting, Paaskebrød, Schulstad Bake Off og Schulstad. Vi har 4.000 medarbejdere inden for produktion, salg, udvikling og support verden over, der er dybt engageret i at bringe traditionerne og potentialet i brød videre ind i fremtiden.

Lantmännen Unibake er ejet af svenske Lantmännen.
Læs mere på www.lantmannen-unibake.com